u g e - 3 0

u g e - 3 0 - 9 9

...tilbage til side 1

Besætningen på M/S Plimsoller var et kapitel for sig; Ingen af dem ville holde mange minutter ombord på skoleskibet Danmark eller som deltagere i lykkehjulet, faktisk så det ud som de helst var fri for alle de dersens irriterende turister som igen idag på mystisk vis var kommet ombord på deres pram. Faktisk var det som om jeg havde set dem før, men så slog det mig at de tilsammen havde en vis lighed med rap-gruppen NWA, især "kokken" kunne godt ha' været reinkarnationen af den nu afdøde Eazy E fra førnævnte gruppe. Der var også andre med tilknytning til musikbranchen, ihvertfald sad der ved siden af os (eller rettere halvt oven på os, grundet den trange plads) et par tyske fyre som med lethed ville kunne vinde en Modern Talking look alike konkurrence. Ved siden af dem en stærkt behåret italiensk machomand på 1.60 der havde så mange guldkæder på, at de med lethed ville kunne trække ham til bunden af Rødehavet hvis han dykkede. Desuden var der et større hold hollændere eller belgiere som ikke gjorde noget særligt væsen af sig.

Snart var det tid at påføre sig undervands-klunset og komme ud og opleve havets mysterier. Min beskedne begejstring for dykkersport blev ikke større af at jeg på vej ned i vandet næsten rev pulsåren på højre hånd over på en rusten, skarp metalplade som stak ud under bunden på plimsolleren. Desuden må jeg indrømme at jeg absolut intet kunne se igennem dykkerbrillerne, det kunne lisså godt have været havet ud for Thyborøn eller Amager. Mig bekendt var der heller ikke andre som så noget exceptionelt, men hvem vil indrømme det? Personligt ville jeg hellere have set et afsnit af Jaques Costeau med brillerne indsmurt i vaseline, så efter to-tre minutter var jeg oppe på dækket igen. Så var det bare at vente på at resten af selskabet skulle komme op til overfladen igen, hvilket allerede i løbet af en tre kvarters tid.

Heldigvis var der et lyspunkt forude troede jeg; Den frokost som var nævnt i programmet. Frokosten levede til fulde op til resten af arrangementet; En lille branket fisk af ubestemmelig herkomst, muligvis en flyvefisk uden vinger, med øjnene hængende i tråde ud af hovedet. Dertil to-tre skiver kold kartoffel i en slags tomatsovs og lidt klæg kold ris. Begejstringen ville ingen ende tage. Der var mange som ikke rørte sin mad, hvilket sikkert glædede besætningen; Så kunne de servere det igen dagen efter. Efter festmåltidet var det igen tid til at snork(l)e på et nyt stykke åbenthav og så blev vi landsat på en vindblæst ø. Her havde vi så havde tre timer til at få gennemført en god solskoldning. Dette lykkedes over al forventning, og så var det tid til at vende tilbage til båden. Lettere overraskende lå den der faktisk endnu. Besætningen så apatisk til mens 90 kilos midaldrende og beligiske kvinder hang frit svævende i den intermistiske rebstige der skulle bringe os ombord igen. Så var der tid til en omgang snorklen igen, dog uden mig som aktiv deltager. Med lidt held kunne jeg være tilbage ved den trygge pool på hotellet om halvanden times tid. Men takket være Eddie fra før, skulle vi først igennem en gang underholdning. Kun iført et badehåndklæde om livet, dansede han mavedans foran næse og øjne på os vantro tilskuere, der blev tvunget til at klappe med til det gennemført pinlige optrin. Denne applaus så han som et opmuntrende tegn der fik ham til at fortsætte sin optræden i laang tid. Tilsidst var der dog kun lyden af krummede tæer tilbage i kabinen.

Som afslutning på en helt igennem mislykket udflugt, insisterede den feststemte Hussein Junior på at lave en sjov lille alle-synger-med leg. Idéen var at man skulle fortælle hvilket land man kom fra, hvorefter man skulle synge en sjov sang fra sit hjemlands vemodige kyster. Det var forbavsende mange af gæsterne med på; Dog meldte Modern Talking pas og ligeledes fremgik det formodentlig tydeligt af undertegnedes kropssprog og forkrampede ansigtsudtryk at det nok ikke lige var tiden at spørge om hvor det var at jeg kom fra. Sulten og solskoldet, med sand alle de steder man overhovedet kan have sand tænkte jeg at det egentlig blev helt godt og komme hjem og arbejde igen. Resten af turen har jeg fortrængt. Det sidste jeg husker var at vi skyndte os ud af minibussen i retning af vores hotelværelse. Overskulderen kunne jeg se en vred Ralf Pittekow slå Eddie Hussein i brystet med sin hævede pegefinger. Jeg ved ikke hvad han sagde til ham, men jeg er sikker på det var noget som jeg ville have tilsluttet mig 100%.
Afslutningsvis skal det nævnes at min kæreste tager afstand fra min udlægning af hændelsesforløbet. Hun synes det var en fin tur, hvilket bare understreger hvor forskelligt den samme hændelse kan se ud, alt efter synsvinkel...