u g e - 0 4 - 2 0 0 0

The Concerts in Struer Part I - IV Nu hvor Y2K er lykkelig glemt og NASA næsten har opgivet at høre fra Mars-proben, er der andre mysterier som presser sig på. Den hidtil størst gåde i det nye millennium indfandt sig da Radiofabrikken i Struer fornylig annoncerede at de havde hyret den afdankede franske hammondorgel-på-steroider ekvilibrist Jean Michel Jarre som visionsmager og talsmand. Skulle der være nogen under 25 som læser gaab.dk, kan vi oplyse at Jean Michel Jarre var en selvglad synthesizer-fætter hvis karriere toppede omkring 1982-83. Dengang brugte ethvert dansk dokumentar-program om "Den fagre nye teknologi" og lignende Jarres "Oxygen" som underlægningsmusik. Senere er Jean Michel's karriere gået ned af bakke i samme hast som hans storhedsvanvid er galopperet i opadgående retning. Det begyndte for alvor at køre af sporet med en pinlig og malplaceret turné i Kina og kulminerede (indtil videre) med en marathon-koncert ved pyramiderne under førnævnte årtusindskifte. De storladne koncerter som har smag af lige dele Månebase Alpha og mobildiscotek rokker ikke ved at Jarre idag sælger cirka ligeså mange plader som Kølig-Kaj fra Pindstrup og Milli Vanilli tilsammen, og det er jo ikke overvældende mange.

I samarbejde med præsenterer vi her relevante bøger udvalgt af gaab.dk's skribent specielt til vores kritiske læsere: Elsk/had Microsoft her... Klassiske 90er romaner... Drukmåsen Bukowski... Gode bøger om webdesign... Guruer og Visionære tænkere findes her... Fede Sci-Fi bøger... Firserne er tilbage ... Klik her for at gå til hovedsiden på tveskov.com's bogsektion.

Manden er med andre ord blevet et lysende (skræk)eksempel på hvad der sker når de-unge-på-40+ krampagtigt forsøger at holde sig på forkant med den nye teknologi. De fleste webbrugere vil formodentlig hellere sænkes langsomt ned i saltsyre, eller stikkes med nåle, end at overvære en webcast af en JMJ koncert eller lægge ører til de uddaterede Absolute Synstezaiser klimpre-symfonier. Der er noget gennemført fransk over Jarres selvopfattelse, idet manden ser sig selv som en slags musikalsk stormagt på samme måde som Frankrig ser sig selv som en økonomisk og politisk stormagt. Man kan fundere længe over om det er Jarre eller hans fædreland der er kørt mest af sporet mht. selvbedrag, til gengæld ligger det fast at synthesizer-dinosauren næppe vil bidrage til at flytte mange Beo-dimser over disken. Partnerskabet er omtrent så sexet, som hvis L'Oreal havde hyret Marianne Jelved som talskvinde. Men måske rammer Jarre alligevel på en eller anden måde ned i segmentet for velbeslående ikke-tekniske/ off-trend sølvbryllyps-modne beokøbere. Meen der skal vist lidt mere til i det 21. århundrede, ikke mindst i lyset af B&O's noget skuffende seneste resultat. Men vi glæder os da på sin vis til at se når JMJ snarest spiller live foran pølsevognen på torvet i Struer.

Men tilbage til førnævnte Milli Vanilli. Nu sidder der sikkert enkelte læsere der heller ikke erindrer hvem Milli Vanilli var. Til dem kan vi oplyse at MV var en popduo bestående af to chokoladebrune, synkron-dansende fyre der havde en række pænt store og 100% enslydende hits med bl.a "Girl you know it's true" og "Blame it on the rain". De var faktisk ligeså dygtige (og tyske) som Modern Talking. I 1990 vandt gruppen sågar en amerikansk Grammy som "Bedste nye navn". Desværre viste det sig efterfølgende at der var noget uldent ved Vanilie-drengene idet de to herrer ikke selv havde lagt sangstemmer til de dansable popnumre. Så var det retur med Grammyen med det vuns. Og så gik det for alvor ned af bakke; Dem der rigtigt havde lagt stemme til Milli Vanilli lavede en plade under navnet "The Real Milli Vanilli" som solgte i op mod 10 eksemplarer på verdensplan. Årsagn var muligvis at "de rigtige" lignede en flok midaldrende tankpassere fra Gambia. Og hvad værre var; De to ydmygede ex-grammy-modtagere forsøgte sig også med en plade som de selv sang på. Det skulle de aldrig have gjort, for det lød som en blanding af Rasmus Radiomus og Poul Dissing på helium.

Faktisk blev alle tabere, og tragedien kulminerede så sent som i 98, da den ene halvdel af Milli Vanilli begik selvmord. Her på redaktionen så vi gerne at flere benyttede MV-metoden; Tænk hvis Lene Siel ville mime til nogen af Lone Kellemans sange eller hvis Thomas Helmig lagde krop til nogen Gustav Winkler lydspor. Kun fantasien sætter grænser. Selvsagt bruger vi samme koncept her på redaktionen; Det siger sig selv at det ikke er de samme klovner vi sender afsted til prisoverrækkelser, som dem der rent faktisk skriver teksterne.

2 0 0 0 © g a a b . d k