Forude venter godt 3600 ord om weblogs, så er du advaret. Da der jo næsten ikke er skrevet noget om emnet i forvejen (hoho) vil jeg gerne have lov at fortælle lidt om mine oplevelser med weblogs både som læser og som skribent. Det skal fluks nævnes at jeg har valgt at kigge mest på problematikkerne og ikke så meget på alle de gode ting der er ved blogs (Idet jeg formoder at de fleste læsere allerede er bekendt med disse). Til dem der ikke orker at læse mere end nogen få linier vil jeg gerne bringe hovedkonlusionerne frem med det samme;

• En weblog er en kasse
• Der er en del skjulte omkostninger ved at blogge
• At blogge er som at køre knallert
• Die Weblog Lüge lever
• Blogs er fede, men det er ordet ikke
• Don’t get organized, split up!

I sommeren 2001 begyndte jeg at lave en ugentlig tekst til mit pesonlige websted hvor jeg skrev betragtninger om løst og fast. Første indlæg hed "This is not a weblog" [ej online mere] og jeg skrev til nogen stykker om initivet. Intet skete, ingen linkede til min side, et par håndfulde af the usual suspects hang på men ellers nothing, nada. I Juli 2002 blev jeg weblogger, med noget der var mindre ambitiøst og ret banalt. Men det var en "Rigtig" blog og vupti; Læsere, links og det hele, Morgen-TV here I come uden at røre en finger. Jeg måtte konkludere at Blog begrebet er et godt "Håndtag", en god kasse som er til at gribe fat i. Og vi mennesker har brug for mentale kasser til at holde sammen på tingene. Problemet er bare at efterhånden som vi fylder flere og flere ting ned i den samme kasse, jo sværere bliver det at sige hvad den indeholder. Og til sidst sprækker containeren og vi står tilbage med en masse stumper som flyder over det hele. Værre endnu bliver det når nogen bloggere får viklet deres egen personlighed så meget ind i selve blog begrebet, at de så at sige selv er hoppet op i kassen. Hvis nogen så sparker eller bare tjatter lidt til kassen, så får de ondt bagi og flere andre steder. Eller sagt på en anden måde, lad nu være med at blive sur på mig hvis jeg siger noget grimt om blog begrebet, det er IKKE det samme som at sige noget grimt om folk der blogger, okay? Godt så.

Hva’ koster det?
Som bekendt er der ikke de store økonomiske udgifter forbundet med en weblog. Men en dag kom jeg til at tænke lidt over hvilke skjulte omkostninger og problematikker der eventuelt er ved at have en blog. Det skal på ingen måde tages som en advarsel mod at starte en blog, tværtimod. Pointen er at jeg på trods af nedenstående stadig blogger med glæde. Her er mine konklusioner efter 15 måneders blogging på husmandsniveau; [Husk nu at det her handler om MIG, MIG og MIN weblog. Så nedenstående skal ikke tages som generelle statements om blogs, det er blot MINE subjektive observationer]

Blogging tager tid
Alting koster noget. Ingen aktivitet er neutral, for den tager tid op for andre ting. Og det siger sig selv at hovedinvesteringen i en blog har med tid at gøre. Den beskidte sandhed er at det let tager 5-15 minutter hver dag at strikke noget tekst sammen. På årsplan bliver det til en arbejdsuge eller to og det er jo osse en slags tid. Man kan selvfølgelig argumentere at tidsforbruget blot flyttes fra andre aktiviteter såsom mail, messenging eller traditionel webbrug. Men min erfaring er at nye medier lægger sig som et nyt lag ovenpå det bestående mere end det erstatter andre aktiviteter. Vil mine børn en dag takke mig for min bloggerindsats? Ikke mange har endnu ligget på deres dødsleje og sagt “Jeg skulle nu ha’ brugt noget mere tid på min weblog” men det kan være det kommer. Omvendt må jeg konkludere at det åbenbart er investeringen værd, ellers var jeg velsagtens holdt op med det pjat for længe siden, og forhåbentlig bliver man et gladere og mere afbalanceret menneske af at gøre ting man godt kan lide. Men tidsforbruget står stadig og blinker med store røde tal. En af hovedårsagerne til at jeg ikke har kommentarfunktion på min blog, er at jeg ved det ville tilføje yderlige 5 minutter til mit daglige tidsforbrug hvis ikke mere. Der findes folk der først og fremmest bruger deres blog som en slags vamestue med laangsom asynkron chatfunktion (det rimer, men det blir det ikke bedre af). Jeg gætter på at nogen af dem er inde og reloade deres egen side adskillige gange på en dag og det er noget som jeg let selv kunne blive fristet til, men så er der for alvor risiko for at tidsforbruget eskalerer. Og så har vi ikke engang talt om den tid det tager at læse alle de weblogs. Jeg kender masser af højtuddannede mennesker der med lethed kunne surfe to timer om dagen på jobbet (og som gør det) og stadig nå de ting de skal. Det er selvsagt ikke bloggernes skyld, og blot en del af tendensen til extrem online-afhængighed som jeg vender tilbage til i en kommende tekst.

Blogs indsnævrer min verden
Der er dage hvor ens surf-fantasi ikke rækker til meget andet end en kanalrundfart til vennerne på blogroll’en og det kan godt blive lidt smalt. Det er svært at se horisonten hvis man har blikket stift rettet mod navlen og hvis der så samtidig er et par håndfulde andre navler der hele tiden skal kigges på og pilles i, så har vi pludselig en situation hvor blogs gør verden mindre istedet for at gøre den større. Når man blogger, kan man godt komme til at bilde sig selv ind at weblogs fylder meget på Nettet. Men man glemmer at 95% af de der er online sandsynligvis aldrig har hørt ordet. Det man giver meget opmærksomhed kommer let ud af proportioner og der har jeg i perioder brugt alt for meget tid på blogs som fænomen i sig selv.

Det er den store stygge Powerlaw der gælder når vi taler om fordeling af læsere på blogs. Og en af ulemperne ved blogs kan være at vi spreder os for tyndt. Der åbnes i ny weblog hvert 11. Sekund (Og der lukkes sikkert en hvert 20. Men lad nu det ligge) og Technocrati tilføjer omkring 10.000 nye hver dag. Det er imponerende tal men det gør det ikke lettere at finde guldkornene. Ville det være godt for demokratiet hvis alle lavede deres eget nano-parti? Mon det er den optimale udnyttelse af Hans Henrik’s hjernekapacitet at holde gang i to-tre weblogs? Åbenhed og deling af tanker og idéer er drivkraften i det 21. århundredes dynamiske netværkssamfund og alt det dér. Men faren kan være at vores viden bliver spredt i et alt for tyndt lag. Måske var det bedre at de der har specialviden klumper sig sammen på nogen få sites, fremfor at lave hver sin lille ø hvor de kan sidde og råbe (og linke) til hinanden? Generelt ser det dog ud som om gruppeblogs har en lys fremtid ikke mindst i faglig sammenhæng. Og selvfølgelig findes der ikke én optimal løsning på en-til-mange / mange-til-mange problematikken. Min pointe er blot at det er værd at tænke over hvordan vi bedst bruger vores nye muligheder for at tale sammen med det bedst mulige signal/støj forhold.

Hvis jeg kendte nogen der var gode til at skrive og som samtidig havde noget på hjerte, er jeg ikke sikker på jeg ville anbefale dem at starte en blog. Muligvis ville flere mennesker få glæde af deres talent hvis de istedet skrev artikler eller holdt nogen foredrag eller bare sendte en mail ud til adressebogs(ind)holdet en gang imellem. Selvfølgelig er det ikke enten/eller, men frygten ville være at at en blog ville tage så meget tid op at andre og mere produktive ting blev nedprioriteret. Og tid er som bekendt en knap ressource hvor det gælder om at få mest muligt bang-for-the-buck. En af mine gode bekendte sender mig en lind strøm af links via email. Der står sjældent meget mere end URLen og max. en linies tekst om emnet. Jeg foreslog ham at lave en weblog, men bagefter slog det mig; Ville det ikke være en ringere løsning både for mig og for ham? Hvad nu hvis han begynder at bruge mere tid på formen og på at skrive pænt, lave layout, funktioner osv. Måske blir der mindre tid til at finde de fede historier frem og måske får jeg og andre ikke kigget på hans blog. Så er jeg skyld i at noget der fungerede godt er blevet til noget mindre brugbart for mig selv og andre. Hvis man løber rundt med en (blog)hammer, så ligner alting søm.

Lænestolsgeneralernes Vagtparade
Hvis man skriver store tanker og gemmer dem i skrivebordsskuffen er det ligesom åbenlyst at det ikke rykker så meget. Men nogen gange kan man godt bilde sig selv ind at hvis man har skrevet noget bloggen, så har man “Sagt det til verden”. Og det har man jo ikke. Måske har man bare råbt i skoven til en håndfuld ja-sigere; Hvis jeg har skevet på min blog at “Det er bare såårh dårligt at KaosPiloterne skal lukkes” så har jeg gjort mit i demokratiets navn. Bloggen bliver en sovepude eller sutteklud der blokerer for ægte handling. Mens vi sidder og filer på vores små html-dokumenter sker de rigtige ting ude omkring i samfundet, du. Hvis jeg var diktator ville jeg sørge for at alle borgere fik hver sin weblog hvor de i timevis kunne sidde og brokke sig hver dag. Webloggen ligger langt tættere på tanken end på handlingen, og nogen gange kan man bilde sig ind at man har gjort noget bare fordi man har skrevet det. “Via min blog kan jeg komme ud med mine budskaber til hele verden”. Jep, på samme måde som du kan lave min egen netboghandel og konkurrere med Amazon.com.

En blog er en blog er en blog
Blogmediet er i sagens natur ganske selvreflekterende. Det minder ofte om to spejle stillet over for hinanden; Jeg blogger om at blogge om at blogge og det er jo ikke så spændende. Uendelig feedback loops, eller på godt dansk; Selvsving. Og som de få læsere der stadig er vågne på dette sted vil bemærke er jeg selv i fuld gang med selv at begå denne synd. Men jeg gør det kun for at advare andre mod at falde i samme fælde thi der kommer ej noget godt ud af dette. Tænk hvis TV handlede lige så meget om TV som Blogs handler om at blogge? Så ville der være DR2 seertal hele vejen rundt. Det er oplagt at et reflektivt digital medie er født med en trang til at spejle og undersøge sig selv. Problemet kan være at man ikke kommer meget videre end det og istedet bliver til et mentalt Nordkorea der har nok i sig selv og sin egen menighed. Man kan godt blive afhængig af blogverdenen og som andre former for afhængighed kan det kamme over. Det gjorde det en overgang også for mig, men jeg er næsten blevet næsten rask igen.

Formen strammer
Personlig publishing er ikke noget nyt fænomen, og dagbøger på Nettet har mindst 7-8 år på bagen. Teknisk set er blogformatet i bund og grund en newsgroup hvor det er en person der laver indlæggene og andre der svarer, pakket ind i en skal med nogen ret snævre konventioner mht. teknologi og funktioner. Disse konventioner (Blogroll, trackback, kommentarfunktion osv.) og dagbogsformens ulidelige lethed, gør det let for kritikere at afskrive hele blog-fænomenet som en kult af frelste amatørudgivere der tror deres værktøj kan redde verden. Der er en snert af os-der-har-set-lyset over tonen på mange blogs som skader meget mere end den gavner. Der er gode tekniske grunde til at vi benytter nogen fælles konventioner og standarder mht. indholdet, f.eks har RSS et stort potentiale når det gælder om at gøre indhold mere tilgængeligt på tværs af tid og rum. Men til tider virker det som om formen er stivnet for tidlig; Det ville være sikkert være dårlig stil at have Fark.com i sin blogroll, for det er jo ikke en "rigtig" blog selvom den består af korte indlæg i omvendt kronologisk rækkefølge. Det er “Bedre” at linke til frekvens.dk end til Gaffa.dk i blogsammenhæng og vertikal.dk er ikke en blog men et websted med de nyeste tekster øverst.

Et publikum i mit hoved
Xeni Jardin fortalte for nogen tid siden til New York Times hvorfor hun opgav at lave sin moblog (Artiklen ej tilgængelig online); Hver gang jeg så noget sjovt eller ironisk følte jeg mig forpligtet til at fotografere det... Og jeg kan godt genkende fornemmelsen; Hvis det en sjælden gang skulle ske at der løb en halvt orginal tanke gennem hovedet, tænker man måske straks “Det kan blive til et indlæg på bloggen” og man tænker måske hvordan det kunne formuleres osv. Det er lidt som at have publikum til ens indre dialog, og det er en fornemmelse jeg helst vil være foruden. Måske er det blot fødselsveer før vi forenes i en stor global bevidsthed og alle deler tanker realtime, men personligt er jeg ikke lige klar til at deltage på det niveau endnu. For folk der skriver, er det selvsagt en del af livet at man hele tiden samler ting op som evt. senere kan bruges i en artikel eller tekst, men en weblog kan til tider gøre vejen fra tanke til tekst meget kort. Alt for kort. Bruce Sterling har sagt at forfattere som ikke lige er igang med at skrive en bog er ligesom skader der samler blanke ting op og gemmer dem i reden. Og her kan en blog være en fin “rede” til at fastholde interessante sites, strøtanker og guldkorn til senere bearbejdning. Men personligt har jeg brug for andre mellemstationer til halvfordøjede idéer end det semiofficielle rum som en blog er. Men hvis man f.eks skulle skrive en bog, ville en blog være et fint sted at teste idéer og teorier af på et interesseret og dedikeret publikum som f.eks Steven Johnson gør det. Jeg tror f.eks hans første bog “Interface Culture” var blevet bedre hvis tankerne havde været forbi nogen hundrede onlinekritikere ligesom hans næste bog “Mind Wide Open” sikkert nyder godt af de inputs han får via bloggen. Jeg har stor respekt for de der påstår at de kun skriver weblog for deres egen skyld og at det er lige meget om nogen læser hvad de skriver. Ofte er det bare svært at tro på. Personligt vil jeg gerne have der er nogen der læser min blog og jo flere jo bedre. Og selvom folk ofte siger det ikke betyder så meget hvem og hvormange der læser med, så mærker man alligevel trangen til at performe for et publikum på mange weblogs, hvad enten det er bevidst eller ubevidst. Og som Mygdal påpegede så kommer forfængeligheden også ind i billedet, for når vi taler blogs taler vi også digital identitet. Min erfaring er at det ingen tid tager at få en basal blog op at køre. Men når der efterfølgende skal fidles med designet, så eskalerer tidsforbuget. Jeg er et notorisk fæ til HTML, så det er ikke få timer jeg har brugt på at tweake min template og så videre. Og her er jeg næppe alene.

...Så kan jeg ikke lige komme i tanker om flere problemer ved at blogge, derudover har jeg kun godt at sige om onlinedagbogsdomænet. MEN der er liige et par andre ting jeg gerne vil af med nu jeg har dig...

Blogging = Knallert
Jeg tror at hardcore dagbogs-blogging på sin vis kan sidestilles med at køre knallert;

-Det er noget der for langt de flestes vedkommende står intensivt på i maximalt to-tre år. Nogen glade år hvor man hygger sig med vennerne og giver den gas og nyder den frihed det nye aggregat giver. En blog er en slags mental knallert hvor man med små midler kan eksperimentere og forhåbentlig ha’ det sjovt.

-De der bliver ved længere end de nævnte to-tre år går en andeledes skæbne i møde. Så kommer skuldertasken, den blå mælkekasse bagpå og de lange ensomme køreture på havnen. De desperate frostklare nætter hvor man bittert skriger "Hvorfor mig?" mod den uendelige natsorte himmel og (forkortet af red.)

-Flertallet prøver det måske kortvarigt og finder hurtigt ud af det ikke er noget for dem. Og de fleste af dem der holder ved i et-to-tre år bliver trætte af det og kommer videre med noget andet. Men de vil ha lært en masse og vil se tilbage på den gyldne år med en nostalgisk klump i halsen og mindes Puch Maxi’en eller Movable Type med varme følelser.

Die Weblog Lüge
Når Dave Winer (Som er selve ikonet på manden med mælkekassen bag på knallerten) siger at en vælger med en blog er ti gange mere magtfuld end en vælger uden, så begynder kæden at hoppe af, og man tænker om ikke manden bare er ude for at sælge noget software. Tanken om at weblogs i sig selv skulle være garant for gennemsigtighed, åbenhed og demokrati finder jeg ret komisk grænsende til det naive. Hvis chefen for Enron havde haft en blog, var tingene så gået anderledes, eller ville det bare ha’ været en platform for endnu flere løgne? Ville være en god idé at Statsministeren brugte 15 minutter hver dag på at blogge? Det er næppe tilfældigt at en dreven politiker som Poul Nyrup ofte har lige så meget om vejret som han har om politik på bloggen. Sig ikke noget på din webblog som du ikke vil ha’ Ekstra Bladet til at fiske ud af Googles cache eller Archive.org om fem eller femten år. Og spar mig for de (få) solskinshistorier om at blogs sætter dagsordenen i de etablerede medier. De historier er pt. lige så skæv-vredne og atypiske som de gamle “Dreng bygger bombe efter opskrift fra internettet” travere. Blogs er da et fint supplement til alle de andre former for nyhedsformidling og –filtrering, men at det skulle være be-all/end-all løsningen er useriøst og er mest kørt frem af folk der enten vil sælge software eller folk som selv er A-liste pro-bloggere. Ofte kommer jeg til at tænke på den gamle Tom Lehrer sang “The Folk Song Army” når jeg hører om bloggen som politisk våben.

We are the folk song weblog army,
Every one of us cares.
We all hate poverty, war, and injustice
Unlike the rest of you squares.

If you feel dissatisfaction,
Strum your frustrations away.
Some people may prefer action,
But give me a folk song weblog any old day.

[Og ind fra venstre side af scenen kommer Peter A. G. slingrende i bar overkrop med en danskvand i hver hånd mens han skråler]

Jeg kan blogge
 På min computer
Jeg er weblogger
 Så er man da noget

[Og så må vi hellere lige se at komme tilbage til teksten igen]

Og jeg ved godt at Howard Dean har en blog, og hvis han bliver præsident vil Dave Winer sige at Dean kun blev det fordi han havde en, og havde det ikke været for Meetup.com så var hans kampagne aldrig kommet op og køre osv. osv. Men come on folks, this is the age of the Internet og så er det vel heller ikke mere fantastisk eller hvad? Eller også er det bare mig der simpelthen ikke har fattet storheden i webloggens politiske potentiale?

Ordet
Det er tydeligt at ordet “weblog” i sig selv virker som et turn-off på mange mennesker. Og her tænker jeg også på folk der ellers benytter nettet i stor stil. Der var ihvertfald mange af mine professionelle kontakter der blev fjerne i blikket da jeg i sin tid proklamerede “WuHu, hey maan kom og se min nye weblog!”. I bagklogskabens ulideligt klare lys havde det sikkert været bedre at sige “Check mit nye websted, det blir opdateret næsten hver dag”. Som The Register's sure Orlowski tørt konstaterer, så er ordet Weblog i en overskrift en sikker garanti for at artiken havner som en af de MINDST læste på sitet. Jeg siger ikke at dette er godt eller skidt, men konstanterer blot at den store fokus på weblogs som selvstændigt og –tilstrækkeligt begreb nok er med til at hindre udbredelsen. Det kan være svært at “sælge” weblogs i erhvervslivet hvis målgruppen tænker; “Er det ikke bare noget med selvfede exhibitionister er udstiller deres kedelige liv online?”. Man skal aldrig undervurdere hvor stor forskel ord i sig selv kan gøre. Og det gælder både positivt og negativt. Det er ikke usandsynligt at KaosPiloterne ville være i live idag, hvis de havde heddet noget andet. Per Dahlgaard fra Dansk Folkeparti sagde til Politiken; “Vi vil hellere fjerne støtten til kaos end til ældre mennesker”. Sådan. Som Politiken videre skrev så var sparekniven måske blevet i skuffen hvis KaosPiloterne havde heddet Iværksætterne eller Handelspartnerne, istedet for noget der opfattes lidt for “Kreativt” og “Flippet”. Måske ville weblog-entusiasterne sælge flere billetter hvis de kaldte det online videndeling eller noget andet ikke-truende fra tidens hob af plus-ord.

I mange sammenhænge er weblog som begreb blevet en uformelig pap-tank i infoørkenen, en attrap der får os til at bruge oceaner af tid på at diskutere irrelevante spørgsmål;Hvad er en weblog? Er blogs “Gode” eller “Dårlige”? Er en blog bedre end newsgroups/websites/whatever? Vinder weblogs over traditionel journalistik? Er grøn bedre end blå? Altsammen den slags enten/eller spørgsmål der gjorde sig godt i fjernsynets tidsalder og i den gamle verden hvor journalister ynder at (ud)koge alt ned til simple sort/hvide problemstillinger. Men de giver ingen mening i vores komplekse nutid hvor der er plads til det hele på samme tid. De mange forsøg på at definere weblog begrebet er omtrent så spændende som at se maling tørre, og de emmer som regel af kassetænkning og forsøg på at kidnappe begrebet til egen fordel.

Don’t get organized, split up!
Jeg får nervøse trækninger i mundvigene når jeg hører ordene “weblog community”. Blot fordi nogen har brugt ti minutter på at sætte en Blogger account op, ønsker de ikke nødvendigvis permanent medlemsskab i Landsforeningen Af Folk Med Hang Til Omvendt Kronologisk Ordnede Tekstbidder. Jeg er ikke del af noget blogging community mere end jeg er en del af det globale e-mail/PowerPoint/Messenger community eller verdenssammenslutningen af mennesker der er online. Faktisk tror jeg den evige trang til at organisere sig og laden som om man er et fællesskab ofte skader mere end den gavner. Det bliver meget hurtigt indforstået, sammenspist og virker dermed også tit ekskluderende for de der står “Udenfor” broderskabet.

Jeg siger som cyberpunkerne gjorde; Don’t get organized, split up! Lad os få dusinvis af fraktioner der konkurrerer mod hinanden. Mange flere fagblogs hvor man ikke fatter en brik af det der blir skrevet. Lad os få noget extrem elite-blogging med superstjerner, doping, sponsorer og hele balladen. Al den konsensus ender med at kvæle begejstringen. Det bedste ved blogs er at alle kan gøre det, og det værste ved blogs er at alle kan gøre det. Men derfor kan man da sagtens mødes og snakke om sagerne.

That’s it. Hvis du har læst med helt her ned, er du meget tapper. De fire bogstaver b-l-o-g forkommer i rækkefølge over 120 gange i teksten, sorry sorry. Jeg forbeholder mig retten til at tage grusomt fejl og vil løbende opdatere denne tekst derefter...

Skriv gerne en kommentar nedenfor hvis du er enig/uenig eller begge dele.